søndag den 30. august 2015

Sommeren på hæld...

Sommeren er skræmmende tæt på at være forbi... ihvertfald ifølge kalenderen. Man har jo lov at håbe på lidt sommervejr i september måned, sådan som det ofte er. En underlig sommer har det været, synes jeg. Ikke specielt koldt og ikke specielt meget regn... men for pokker, hvor har det blæst meget. Jeg må indrømme at jeg ikke har haft lyst til at sidde ret meget i haven i år. Og jeg har endda fået nye havemøbler og parasol. Har ganske enkelt bare ikke orket at sidde derude og være nødt til at spænde alting fast. Men så må jeg tage revanche næste år!

Jeg har handlet en del ting til huset henover august måned. Nye (brugte) 2+3 pers. lædermøbler, nyt sofabord, nyt tæppe. Lædermøblerne fandt jeg til salg hos en tidligere kollega - og til en super billig pris. Så er det da dumt ikke at slå til, når nu læder har stået på ønskesedlen i nogle år. Nye sofaer kræver da også nyt sofabord. Så afsted til IKEA og se udvalget. Og så faldt jeg også lige over et lille tæppe, til under sofagruppen, i den helt rette farve. Folk som kender mig vil vide at jeg har en svaghed for lille (i øjeblikket). Besøget kastede også lige en lampe af sig. Kombineret med lidt nye nips af forskellig art, er det nærmest en helt ny stue jeg har fået. Så lækkert :-)



August måned har også budt på sommerfest med mine kolleger fra børnehaven. Det var en super god aften hvor vi ihvertfald fik rørt lattermusklerne fuldt ud. Og danset! Jeg tror aldrig jeg har haft så ondt i benene før... men holdnuop, det var dét værd. Det er SÅ fedt at møde sine kolleger på den måde udenfor arbejdstiden. 


Og så til noget helt andet... jeg er pædagogmedhjælper. En arbejdsløs en af slagsen. Dvs... jeg er vikar, med fast tilknytning til en enkelt børnehave. Dér havde jeg mine første vikartimer for 3½ år siden, og jeg hænger på endnu. I tiden der er gået, har jeg 3 gange været ansat i midlertidige stillinger 4-6 måneder ad gangen. Altså samme sted. Vil rigtig gerne blive i lige netop den børnehave og venter (stadig) på muligheden for ansættelse. I sidste uge var jeg dog vikar i en anden børnehave. Det er hårdt for hovedet. Forstået på den måde at man skal sætte sig ind i en helt anden arbejdsrytme og helt andre måder at gøre tingene på. For ikke at nævne alle de navne der skal læres. Puha. Tror jeg så småt havde styr på børnenes navne da ugen var gået - faktisk er børnenes nemmere at huske end de voksnes. Det var sjovt at prøve noget andet, men det var nu alligevel rart da det blev fredag og jag havde timer i "min" børnehave igen. Her kunne jeg så fortælle lidt om de nye idéer jeg havde suget til mig... og til min glæde blev 2 af dem allerede indført med det samme. Endnu et plus på kontoen :-)

Fredag aften havde jeg tøseaften på matriklen. Men en flok piger som jeg ikke havde mødt før. Forklaring: jeg har meldt mig ind i en lokal single-gruppe på Facebook... ikke at forveksle med DATING-gruppe. Formålet i gruppen er at møde nye mennesker og lave noget sammen. Det svinger lige fra gåture til julefrokoster og koncerter. Jeg valgte ved min indmeldelse at lave en tøseaften med hygge og brætspil. Og det var så i fredags. Super søde piger som havde meldt sig - vi var i alderen 34 til 53. Det gik simpelthen så godt, og vi er alle enige om at vi skal ses igen til endnu en gang sjov.
Vi startede med 3 timer hvor vi sippede god hvidvin og hver især fortalte lidt om os selv. Det var ikke helt planen at snakkeriet skulle tage "så lang tid", men den slags har det jo med at gribe om sig. Derefter spiste vi kage som en af pigerne havde bagt og så spille vi Tegn & Gæt i nogle timer. Her skal jeg dog lige love for at vi fik rørt lattermusklerne. Vi sluttede af med lidt lækkert til maven - hjemmebagte blinis pyntet med laks, avocadocreme, hytteost og kaviar. Mums :-) 
Glæder mig allerede vildt til næste gang vi skal ses :-)


Det blev et lidt langt indlæg, håber du er med endnu. Til slut vil jeg vise et billede af den udsigt jeg elsker allermest. Solopgangen set fra min stue, henover bøgehækken og med gadelampen i midten. Hold fast hvor har jeg mange billeder der ligner... og dog er de allesammen forskellige :-)


Vi ses i september :-) :-) :-) 









tirsdag den 4. august 2015

Fuld fart på Valmuevej

Puha, hvor den forgangne uge dog godt nok gik hurtigt!
For det første arbejdede jeg en vis legemsdel ud af bukserne. Vi var ikke så mange på job,- og eftersom ydervagterne jo også skulle dækkes, blev det til en del timer. Men det tæller jo godt i time-posen, så det er ok :-)
Efter job fredag, sad jeg i sofaen og fik sådan lyst til at komme med på beatet og få købt en iPad. Har ikke haft en sådan før. Ved 17 tiden gik jeg ind til naboen, og 5 min efter var vi på vej i Elgiganten. Hurtigt hjem igen og fixe lidt aftensmad. Herefter mødtes naboen og jeg igen for at nyde 'en lille en'. Det blev til lidt mere end en enkelt ;-)
Lørdag ved 9 tiden vendte vi (altså naboen og jeg) næsen mod Tyskland. Her handlede vi først i Sky, derefter Fakta, og til sidst Real. Her spiste vi også en lækker, lækker sandwich. I Fakta havde de slagtilbud på shots - 1 liters flasker til en flad 50'er. Det kan man da ikke stå for?! Så der røg en dele mere i vognen end der var planlagt.
Ved 12:30 tiden vendte vi næsen mod nord. Det gik hjemad for fuld fart... ihvertfald indtil vi ramte Christiansfeld. Her holdt vi så pludselig i kø. Og det gjorde vi i 2 stive timer. Gaaab! Da vi slap ud af køen og kom videre hjemad, rundede vi lige Kolding Storcenter hvor butikken wecoveryou.dk samt Bilka fik et lille besøg. Vel hjemme fik vi hver især lidt at spise... og så mødtes vi igen for at smage på de nyindkøbte varer. Det endte så med at blive til lidt mere end en lille bimmelim... men for pokker da hvor vi havde en fest. Den sjoveste aften jeg længe har oplevet :-)
Søndag lagde jeg ud med at køre i Jysk for at købe havebord. Fik et som var sat 1000 kr ned - det kan man da ikke sige nej til når man lige står og mangler. Så var det ellers hjem og få gjort rent, og få gjort noget ved det vasketøj som på forunderlig vis havde hobet sig op i ugens løb. Var inviteret på picnic om aftenen, men meldte afbud. Må indrømme at jeg ikke orkede mere...
Så en uge hvor alt gik stærkt. I aftes, mandag, kom sønnike hjem, og jeg har lovet at tage den lidt mere med ro denne uge. På mandag starter han på HTX, så vi må lige nyde de sidste dage. Jeg arbejder godt nok lidt mere end fuld tid denne uge, men aftenerne er vores!